Interkulturel læring for yngre elever: selektionskriterier til billedbøger i den tidlige engelskundervisning

  • Karoline Søgaard

Abstract

Det er en global trend, at engelsk udbydes fra 1. klasse, men der mangler viden om implementering af fagets kulturdimension for målgruppen. Nogle didaktiske læremidler kan kritiseres for stereotype fremstillinger af engelsksproget kultur, og det foreslås, at billedbøger kan udgøre et alternativ. Artiklens formål er at undersøge, hvordan man kan udvælge billedbøger, som kan styrke fagets kulturdimension og skabe affordans for interkulturel læring. Artiklen redegør for den teoretiske baggrund: kultur i eksisterende læremidler, billedbøger som alternativ og billedbøger til interkulturel læring. Herefter præsenteres, med afsæt i Critical Interpretive Synthesis (Dixon Woods et al., 2006), en gennemgang og syntese af fire sæt eksisterende kriterier for udvælgelse af sådanne billedbøger. Gennemgangen viser, at kriterierne hver for sig ikke er fyldestgørende til besvarelse af forskningsspørgsmålet. Med udgangspunkt i syntesen præsenteres efterfølgende et nyt sæt selektionskriterier. Afslutningsvis anvendes de udvalgte kriterier til en deduktiv, kvalitativ indholdsanalyse (Mayring, 2014) af én såkaldt realistisk og én postmoderne billedbog for at illustrere, hvordan de kan anvendes i praksis. Analysen peger på, at kriterierne er anvendelige ift. at skærpe bevidstheden om billedbøgers affordans for interkulturel læring for målgruppen.

Published
2025-05-18